Afbrændingsforbud på vej i Oregon

Frøafgiftsfonden
Fra 2010 er det stort set forbudt at afbrænde frøgræsmarker i Oregon. Afbrændingsforbuddet kan på længere sigt få betydning for konkurrencesituationen for europæisk frø.




Fra 2010 er det stort set forbudt at afbrænde frøgræsmarker i Oregon. Afbrændingsforbuddet kan på længere sigt få betydning for konkurrencesituationen for europæisk frø.

Afbrænding af frøgræsmarker i efteråret har været normal praksis i Willamette Valley Oregon. I 1980'erne blev 100.000 ha brændt efter høst. Siden da har lovgivningen reduceret mulighederne for at praktisere afbrænding. Gener fra røgen og risikoen for ukontrollerede brande i naturen har været medvirkende hertil.

Fra 2010 er det politisk besluttet at forbyde al afbrænding bortset fra 6000 ha, hovedsagelig stærkt skrånende arealer med risiko for erosion.

Afbrænding har været anvendt til bekæmpelse af ukrudt og til at holde de til tider ret gamle marker tynde.
Hvor stor betydning, forbuddet får, er vanskeligt at vurdere. Under et nyligt besøg i Oregon svarede nogle landmænd, at det er en total katastrofe og udtryk for ren socialisme, medens andre havde en noget mere nuanceret holdning til udfordringerne.

Det bliver meget interessant at følge udviklingen, da Oregon er en af europæisk frøproduktions store konkurrenter.