Der er fundet svampe i frøgræs

Frøafgiftsfonden
Svampebekæmpelse kan nu være aktuel i flere frøgræsarter.


Rust og/eller meldug er fundet i flere frøgræsarter.

Der er fundet angreb af kronrust i rajgræs. Allerede i første uge af april blev der meldt om de første angreb. Bekæmpelse kan nu så småt påbegyndes og udføres ved over 10 procent angrebne planter. Tidlige angreb i år kan nødvendiggøre to svampesprøjtninger i flere marker. Til en tidlig bekæmpelse under de nuværende tørre forhold kan f.eks anvendes 0,3 l/ha Folicur eller 0,4 l/ha Orius eller 0,3 l/ha Zenit. Amistar har mindre god effekt mod kronrust, men effekt mod bladpletsvampe og vurderes ikke at være nødvendig under de nuværende tørre forhold. Se evt. også Plantenyt nr. 675, 2009.

I engrapgræs er fundet rust og meldug flere steder, og i strandsvingel findes også meldug nogle steder. Meldug og rust bekæmpes ved over 10 procent angrebne planter. Til bekæmpelse af rust i engrapgræs kan anvendes 0,3 l Folicur eller 0,4 l/ha Orius eller 0,3 l/ha Zenit. Amistar har mindre god effekt mod engrapgræsrust og meldug og vurderes ikke nødvendig under de nuværende tørre forhold. Meldug i strandsvingel kan bekæmpes med 0,3 l Folicur eller 0,4 l/ha Orius. Dosis øges ved kraftige angreb.
Halmen må ikke opfodres ved brug af de nævnte midler.

Bemærk, at Zenit 575 EC kun er godkendt i hundegræs, engrapgræs og rajgræs. Midlet må ikke bruges i de andre frøgræsarter. Folicur, Orius og Amistar er godkendt i "frøgræs".

Bell er ikke godkendt i frøgræs og har kun en off-label i hundegræs. Riza er heller ikke godkendt i frøgræs. Tilt 250 EC er godkendt i frøgræs, mens Bumper 25 EC ikke er.

Udbringningen af svampemidler kan eventuelt kombineres med en bekæmpelse af rodukrudt som tidsler og skræpper.


Billede 1 . Rust i engrapgræs

Kontakt dit lokale landbrugscenter, hvis du vil vide mere om dette emne!